På Skive Dyrehospital behandler vi mange forskellige dyr så som hunde, katte, marsvin, kaniner, fugle og fritter. Vi kan bl.a. tilbyde: Sundhedsundersøgelse, vaccination af hund og kat, medicinsk behandling, røntgendiagnostik (inkl. HD- og AD-fotografering), laboratoriediagnostik, kirurgisk behandling, tandbehandling, adfærdsrådgivning og hundetræning.
Besøget hos dyrlægen
En del besøg på hospitalet er heldigvis af forebyggende karakter, så som vaccinationer, sundhedsundersøgelser, hvalpe-/killingesnak, negleklip og lignende. Men når man kommer til dyrlægen med et sygt dyr, vil dyrlægen ofte først undersøge dyrets almentilstand som første skridt imod at stille en diagnose. Det gøres ved at tjekke kredsløbet ofte ved at kigge på slimhinder, mærke puls og lytte på hjertet. Respirationen tjekkes også ved at undersøge vejrtrækningens karakter og lytte på lungerne. Det vil ofte også være interessant for dyrlægen at vide dyrets temperatur, en høj temperatur vil ofte indikere en infektion et sted i dyret. Denne undersøgelse af dyret kan udmunde i en diagnose eller ligge til grund for videregående undersøgelser af dyret, som kunne være blodprøver, urinprøver, prøver fra huden, røntgen optagelser eller andre undersøgelser. Det vil være forskelligt, om du kan få dit kæledyr med hjem med det samme, eller om det bliver indlagt på hospitalet alt efter hvilke undersøgelser, der skal laves.
Indlæggelse
Når vi vælger at indlægge dit kæledyr på hospitalet, sker det ofte, fordi der skal laves videregående undersøgelser og nogle gange også, fordi dyret skal have tilført væske i form af drop på grund af dehydrering. Vi har i sådanne situationer mulighed for at observere og overvåge dit kæledyr hele tiden og træde til med hjælp, hvis dette bliver nødvendigt. Under hele indlæggelsen sørger vi selvfølgelig for luftning, fodring, passende temperatur i burene og selvfølgelig også dagens kærlige omsorg.
Laboratorium
I vores eget laboratorium laver vi forskellige undersøgelser bl.a. afførings undersøgelse for eksempelvis orm, urin analyser, blodanalyser og diverse tests for drægtighed, ægløsning og forskellige vira. De analyser, vi ikke selv kan lave på klinikken, sender vi ofte til et laboratorium i Tyskland Vet-Med-Lab.
Tandbehandling
Når vi laver tandbehandlinger, har vi udstyr til tandrensning med ultralydsrenser og manuelle instrumenter, udtrækning af tænder, polering og digital tandrøntgen. Under tandbehandlinger er dyrene altid i fuld narkose, og de får naturligvis også tilført ilt under proceduren.
Røntgenundersøgelser
Ved røntgenoptagelser af dit kæledyr vil det være forskelligt, om det er nødvendigt at bedøve dyret eller ej. Generelt kan man sige, at dyr bliver bedøvet til langt flere undersøgelser end mennesker gør. Dette skyldes, at vi ikke kan forklare dyrene, at de lige skal ligge helt stille, som er nødvendigt til mange undersøgelser. Derfor vil dit dyr ofte skulle bedøves til røntgenoptagelser. Når billederne er taget, kigger dyrlægen på billederne sammen med ejeren og fortæller, hvad der er at se på billederne.